Om
god rådgivning
De mange års praktiske erfaring, undervisnings- og forfattervirksomhed
har ført til følgende principper, som jeg forsøger at efterleve:
Værditilvækst
At analysere og skrive rapporter er traditionelt konsulentarbejde.
Men at give inspiration gennem aktiv dialog, der perspektiverer løsninger
og fører til handling, er ledelsesrådgivning med værditilvækst.
Fælles
ansvar for resultatet
Når et projekt med rådgivermedvirken er gennemført, skal parterne
kunne sige: "Vi" om den løsning, der besluttes. Rådgiveren og virksomheden
er sammen blevet klogere på den givne problemstilling, og virksomheden
kan træffe en beslutning på et grundlag, hvor begge parter har
bidraget med hver deres kompetence. Men det er lederen, der er
kaptajn på broen. Rådgiveren har medvirket som lods.
Den fælles
etik
God rådgivning er resultatet af et velfungerende samarbejde mellem
rådgiver og virksomhed, der bygger på fire grundlæggende fælles
etiske principper:
- Krav og forventninger til hinanden skal udtrykkes klart og utvetydigt
- Tillid indebærer fuld åbenhed om intentioner og forudsætninger
- Deltagelse og helhjertet engagement er en forudsætning i hele samarbejdets forløb
- Rådgiver og virksomhed har et overlappende ansvar for samarbejdets forløb, men ansvaret for opgavens løsning ligger hos rådgiveren og ansvaret for gennemførelsen hos virksomheden
Mit etiske fundament
Mit rådgivnings-etiske udgangspunkt stammer fra Søren Kierkegaards "En ligefrem meddelelse" fra 1859, hvori hemmeligheden i al hjælpekunst forklares:
"At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham ..."
Således er det min ambition fortsat at lære af samarbejdet og udvikle mine principper for god rådgivning.
Jørgen Brask
September 2007
Ledelsesrådgivning
 |
Med en baggrund fra teknikum og en HD fra handelshøjskolen, samt stillinger inden for salg og markedsføring i industri- og handelsvirksomheder, kom Jørgen Brask til Lisberg Management, hvorfra han har 25 års erfaring som ledelses-rådgiver og medejer.
Siden 2001, hvor Aston Group og senere Right Kjaer & Kjerulf
overtog Lisberg Management, har han arbejdet i
eget regi i et netværk af professionelle samarbejdspartnere.
Jørgen Brask har tillige mange års undervisningserfaring
som ekstern lektor på Handelshøjskolen i København
og som tutor på Henley Management College. |
|
Tillige er han medforfatter af bøgerne 'Ledelsen
og konsulenten' (1989) og 'Brug
af konsulenter' (1999) samt forfatter til adskillige artikler
om strategi og ledelse, herunder Lisberg Management's serie af
erfaringshæfter. |